Denne side er allermest en udfordring til at søge videre.

Mange Wiwe'r og Vibe'r har arbejdet for at finde familiedata,

hvoraf disse er et uddrag.

Billedet er ikke komplet.

Der mangler et bindeled mellem vores slagt og den adelige gren.

Chr Vibe  II

Franske normanner eller vingede viber

(samlet af Chr. Vibe, Raved-linien)

En dag i 1949 kom der brev fra Johan Christian de Vibe i Norge, der i sit otium syslede med Vibe-slægtens historie og var nået til en formodning om, at alle af Vibe-navnet var af fælles rod. En tradition i den norske familie ville vide, at Vibe-slægten gik tilbage til Valdemar Sejrs tid og hans korstog mod Estland 1219. Gennem min bog ”Ene ligger Grønland”, havde Johan fået kendskab til vor sønderjyske Vibe-slægt, som han formodede måtte være en fjern udløber af hans egen. Hvis dette var tilfældet, måtte vi tilbage til 1500-tallets Viber for at finde forbindelsesleddet. Hvor langt kunne vi føre vor familie tilbage?

Dette brev kastede en ny brand i vor egen standende familiediskussion om vor slægts oprindelse. Vor bedstefar havde fortalt, at hans far, Niels, var kommet med skib til Sønderborg som niårig dreng. Han havde tjent på forskellige gårde, indtil han i voksen alder havde giftet sig og slået sig ned som husmand og brændevinsbrænder i Nørre Ønlev i Rise sogn. Her fødtes sønnerne Hans og Peder. Hans, der var den ældste, skrev sit navn Hans Wiwe, mens hans bror, vor bedstefar, skrev sig som Peder Vibe, hvilket i den tyske tid blev skrevet med W.

Inden man nåede at få denne uoverensstemmelse opklaret, brændte Rise præstegård, hvorved sognets kirkebog gik op i luer. De to brødre Hans og Peder var herefter afskåret fra at få udstedt dåbsattest, og med slægtens velkendte stædighed holdt hver på sit. Slægten udspaltedes derved i to grene: Wiwe og Vibe.

I Wiwe-linien ville traditionen vide, at slægten stammede fra franske huguenot-flygtninge, der efter 1685 var kommet til Danmark, og at navnet havde sin oprindelse i det franske vive (leve). For dette havdes dog ingen holdepunkter udover, at slægtens særpræg var sort hår, blå eller blågrønne øjne og en fremtoning, der for manges vedkommende godt kunne minde om franske normanner.

Heroverfor hævdede vor bedstefars efterkommere, der førte navnet Vibe, at dette havde sin oprindelse i fuglen af samme navn, der lystig og kåd boltrede sig over vore marker. Historien om vor oldefars ankomst med skib til Sønderborg som niårig dreng – i lighed med sagnet om kong Skjold – gav rigelig spillerum for fantasien, for ingen vidste, hvorfra han var kommet.

Længere end til disse hyggelige familiediskussioner var vi vel aldrig nået, om ikke fars fætter, Hans Wiwe, havde været bosat i Kiel. Som tysk statsborger og embedsmand måtte han i 1930’erne føre bevis for, at der ikke fandtes jøder i familiens sidste tre slægtled. Aldrig før eller siden er så megen slægtsforskning blevet foretaget i Tyskland med udløbere til Danmark og andre europæiske og oversøiske lande.

Hans Wiwe henvendte sig til landsarkivet i Åbenrå, hvis kirkebog 1824-42 kunne oplyse, at ungkarl og brændevinsbrænder Niels Jørgensen Vive, ægte søn af søfarende Jørgen Nielsen Vive og Sidsel, begge døde i København mange år i forvejen, den 6. december 1826 ægteviedes til jomfru og tjenestepige Bodil Maria Hansdatter Tygesen.

Dette måtte erkendes at være en triumf for ”de franske huguenotter”. Men Hans Wiwe søgte længere tilbage, idet sporet nu viste mod København. Her fandtes i rådstuearkivets copulationsprotokol oplysninger om flere personer af navnet Wibe, Wiibe og en enkelt Vive, Jørgen Nielsen Vive, der 14. juli 1783 havde betalt 4 rigsdaler for vielse i garnisonskirken. – Igen en sejr for ”de franske normanner”!

Herefter tog sagen en ny vending, idet hof- og stadsrettens skiftekommissions forseglingsprotokol for 1792, opbevaret i landsarkivet, oplyste, at pramfører Jørgen Nielsen Wiebe i ”Det Forenede Pram- og Steenfører Laug’s tjeneste var ”forulykket under sin førende sand jagt den 2. maj 1792”.

Retsprotokollen var vedlagt 6 bilag: skudsmål fra præsten i Kirke Hyllinge, hvor afdøde var konfirmeret, fra godsforvalteren i Tjørnlunde med flere gårde, hvor han havde tjent, skudsmål for afdødes hustru, Ingeborg Simonsdatter fra Egby ved Rye, og en attest fra Den Herre Zebaoths Kirke (Garnisonskirken) sålydende: ”1783 d. 9. juli blev arbejdsmand Jörgen Nielsen Wiwe og Ingeborg Simonsdatter ægteviede, og den 3. april 1784 lod de døbe deres datter Johanne i den Herre Zebaoths Kirke ved den danske menighed. Dette bevidnes efter kirkeprotokollens lydende. Københafn d. 24. februar 1786.”

Her findes altså navnet Wiwe, der i rådstuens copulationsprotokol er blevet til Vive. Iøvrigt gør skifteretten sig skyldig i citatfusk, idet den ved at citere vielsesattesten ikke tager hensyn til stavemåden Wiwe, men ”citerer” Wiebe. I de øvrige fremlagte attester bruges Wiibe (14. juni 1779) og Wibe (21. juni 1779, 18. juli 1782 og 22. juli 1782).

Wiwe og Vive findes således kun anvendt ved vielsen i København 1783. Her må det bero på en fejlhøring. Ejendommelig nok gentager samme fejl sig ved sønnens vielse i Åbenrå 1826, hvor ingen papirer kan have været til stede.

Til præsten i Åbenrå (der kan have hørt forkert) havde Niels opgivet sin fars navn som Jørgen Nielsen Vive og sin mors som Sidsel. Ifølge den nu kendte vielsesattest var moderens navn Ingeborg Simonsdatter. Forseglingsprotokollen bringer en forklaring. Moderen, Ingeborg Simonsdatter, angives at være død 5. november 1791. Ved faderens død i 1792 er det eneste overlevende barn den 3-årige Niels. Han tages i opfostring hos arbejdsmand Anders Hansen, boende i samme hus (Adelgade 267 på hjørnet af Sølvgade), hvis kone hed Sidsel. Niels var kun 2 år, da hans rigtige mor døde og har ikke kunnet huske hende. Næppe heller har han husket sin far, som døde året efter.

Af forseglingsprotokollen fremgår endvidere, at Jørgen Nielsen Wiebe nogen tid havde delt lejlighed med broderen Niels Nielsen Wiebe, der var til stede i skifteretten og har underskrevet retsprotokollen, dog ikke egenhændigt, idet nedenunder er tilføjet ”med førende pen”. Han har ikke selv kunnet skrive, og dette er forklaringen på, at han ”underskriver” sig Wiebe, idet protokolføreren, der førte hans hånd, har ladet ham skrive det navn, der foran var anvendt flere gange. Ingen andre steder findes navnet stavet på den måde, undtagen i Pram- og Steenfører Laugets attester. Man bruger det navn, der har været anvendt i laugets bøger.

De fremlagte skudsmål pegede mod Rye sogn vest for Roskilde Fjord, hvor jeg herefter forfulgte sporet. Af Rye kirkebog fremgik, at hustuen, Ingeborg Simonsdatter, vor tipoldemor, en tid havde boet i Egby. Her døde datteren Johanne: ”Jørgen Nielsen Wiibe opholdende sig i København, hans datter Johanne død i Egbye gammel i andet år”. 1787 synes begge forældre at have boet i Egby, idet kirkebogen da oplyser, at indsidder Jørgen Wiibes søn Niels døbtes palmesøndag 1787. Denne Niels dør 8 uger gammel og begraves Trinitatis søndag i Rye. Kirkebogen tilføjer her, at faderen ”Jørgen Wiibe skal være med sandbådene i København, men moderen i Egbye”.

Herefter flytter Ingeborg igen med sin mand til København, hvor endnu en søn fødes 1789 og får navnet Niels, vor oldefar, der som treårig blev forældreløs, og som niårig rømte fra sine plejeforældre og sneg sig ombord i et skib til Sønderborg – til en ny og næppe mindre barsk barndom og ungdom.

Broderen til den omkomne Jørgen, protokollens Niels Nielsen Wiebe, finder vi ligeledes boende i Egby ved Rye, hvor kirkebogen oplyser, at husmand Niels Wiibe af Egbye stod fadder i Rye kirke 1782 og igen 1792 og 1795 (Niels Vibe) og 1796 (Niels Wibe). Der synes også at have været en tredje bror ved navn Jens Nielsen Wibe, der som ungkarl stod fadder i Rye kirke 1780 og trolovedes 1789 med pigen Maren Sørensdatter, begge af Egby.

Faderen til disse tre brødre må have heddet Niels – og må være den Niels Wiibe, der ifølge kirkebogen døde i Egbye ved Rye 1783 nogle og halvfjerds år gammel. Han må således være født omkring 1710. Dom 26 a Trin 1737 stod Niels Wibe fadder i Rye kirke.

Vor families arnested ses således i 1700-tallet at have været egnen omkring Rye gods vest for Roskilde Fjord, hvor der ifølge kirkebøgerne for Rye, Kirke Hyllinge og Sæby sogne samtidig boede flere familier af navnet Vibe, Wibe eller Wiibe (kun i København bliver dette til Wiwe, Vive og Wiebe), samme slægt, blot forskellige embedsmænd, der har røgtet deres protokolpligter mere eller mindre skødesløst.

Vor flyvende ven ude på markerne, den forårskåde vibe, har vundet fodfæste i slægtsregisteret.

Under det Kongelige Communitets Gods

Ulykken under pramdragningen i Københavns havn 1792 og den påfølgende skifteretssag medførte, at et lille glimt af datidens hverdag er bevaret for nutiden. Gennem gulnede dokumenter i Københavns landsarkiv får vi et indblik i den tids dagligdag og retssædvane. Meget må man undre sig over.

Under dødsboets behandling i skifteretten er det påfaldende, at der intet oplyses om ulykkens årsag. Retten er tilfreds med laugets korte erklæring:

”At Jørgen Nielsen Wiebe, der har stået i Det Forenede Pram og Steenfører Laugs tjeneste, sidste gang lørdag den 2. maj, er forulykket med sin førende sand jagt og druknet, det bevidnes herved.

   Det Forenede Pram og Steenfører Laugs Contor, den 7. maj 1792  G.  Arentzen”

Ingen forklaring, ingen vidner afhøres, intet ansvar over for en nu forældreløs søn, der tages i huset hos nabofamilien. Arven efter faderen opgøres af skifteretten til 16 personlige ejendele; lejlighedens inventar, der takseres til en værdi af 9 rigsdaler, 3 groschen og 8 penning. En forespørgsel til lauget om et eventuelt tilgodehavende besvares afvisende. Man får indtryk af, at en erklæring fra det ærværdige steenførerlaug bliver stående lige så uimodsigelig som herremandens ord i en retssag på landet.

Tiden er sidste halvdel af 1700-tallet, en tid med store, indre opgør i Danmark, Struenses fald og henrettelse og senere Guldbergs afskedigelse og kronprins Frederiks reelle magtovertagelse under Christian VII’s sindssygdom – og ikke mindst Bernstorffs og Reventlows bondereformer, først og fremmest stavnsbåndets ophævelse 1784.

Gennem skifteretsprotokoller, skatteregistre, folketællinger og skudsmålsbøger m. m. erfarer vi, at flere medlemmer af Vibe-slægten i den periode var bondefogeder, bønder, husmænd og tjenestefolk på sjællandske gårde tilhørende Københavns universitet, det såkaldte kommunitetsgods. Dette bestod oprindelig af 153 sjællandske gårde, som Frederik II 1569 skænkede til kommunitetet ved Københavns universitet sammen med konge-tiendet fra 92 sjællandske kirkesogne. Med indtægterne herfra understøttedes studenter og lønnedes professorer. I stedet for løn kunne en professor få tildelt indtægterne af 6 gårde, lige som en præst sammen med kaldet fik en præstegård med tilliggende jorder.

Kommunitetets gårde og godser bestyredes af godsforvaltere og bondefogeder og dreves af fæstebønder og husmænd. Forholdene synes at have været mere frie end på herregårdene, selv om stavnsbåndet også var gældende her.

Oprindelig var det en gunstbevisning at få en af kommunitetets gårde i forvaltning. Man kunne holde tjenestefolk: karle, piger og drenge til det daglige arbejde. Så længe afgiften til universitet og kirke kunne svares, sad man sikkert og godt. Ved skifte kunne gården gå i arv til ældste søn. Man havde et vist sammenhold med andre kommunitetsgårde og bestræbte sig på et godt forhold til sognenes præster, der på deres side så en fordel i at stå sig godt med magthaverne på kommunitetets gårde og godser.

I pietismens og stavnsbåndets tid, hvor det gjaldt om at holde bønder og karle hjemme i sognet, samarbejdede godsejere og præster herom. En stavnsbunden mand kunne ikke modtages i et andet sogns menighed uden introduktion fra det gods, som han tilhørte, og dettes sognepræst.

De bevarede skudsmålsbøger fra vor tip-oldefar og tip-oldemor fortæller lidt om godsernes og kirkens magt over deres undergivne. For den unge mand eller pige var det vigtigt at sikre sig et godt skudsmål. Heri indskreves personlige data: hvem man var, hvor man var konfirmeret, hvornår sidst ”communiceret” (været til alters), og om man fandtes værdig til fornyet communication. Det kunne f. eks. hedde i skudsmålet: ”Om ham er mig intet vitterligt, som kan hindre hans altergang”!

Med et sådant skudsmål synes det mig, at middelalderens afladsbreve bringes i erindring – for det må vel være underforstået, at hvis præsten (eller husbonden) havde haft noget at udsætte på karlens eller pigens opførsel, kunne fremtidig altergang og syndsforladelse nægtes. Man var således helt prisgivet præstens omdømme – og endnu mere prisgivet sin husbond, fra hvem man fik et skudsmål med til præsten, hvori denne blev bedt om at tilføje kirkens kommentar.

Mellem forseglingsprotokollens akter bemærkes et dobbeltark, for hvilket er betalt ”fire og tyve skilling”, men så er det også påtrykt rigsvåbnet med de tre løver og ni hjerter og Christian VII’s navnetræk og krone, et fornemt dokument, der har fungeret som personlig skudsmålsbog for vor tipoldefar. Heri har foresatte og præster noteret deres vidnesbyrd, bl.a. tilladelse til flytning fra sted til sted – med besked om at vende tilbage ved ordre.

Et lignende dokument findes for vor tipoldemor, Ingeborg Simonsdatter. Hun har kunnet nøjes med at betale 12 skilling – og i tilgift er hendes skudsmål forsynet med røde lakstempler.

Nedenunder gengives indholdet af begge skudsmålsbøger. Ordvalg og ordstilling bevares, men stavemåden er ændret til nutidsdansk. Skriften er gotisk, hvor den skrivende ofte har beflittet sig på at give indtryk af megen lærdom ved at forsyne de enkelte bogstaver med overmål af sløjfer og sving, der næsten gør skriften ulæselig. Indehaveren af skudsmålsbogen har næppe selv kunnet læse og derfor ikke haft nogen indflydelse på det skrevne, heller ikke med hensyn til rette gengivelse af navnet.

Vor tipoldefars skudsmålsbog indledes med en henvendelse fra hans husbond, J. Borgen på Tjørnlunde gods, til sognepræsten i Kirke Hyllinge:

”Herværende Jørgen Nielsen Wiibe, at det kongelige communitets gods, som under højagtværdige Michaely med tilladelse tjente under godset i Carlebye under Hyllinge sogn, ville sognepræsten velærværdige og højlærde hr. Pohlman behageligt meddele skudsmål, herpå medgives til antagelse i Rye menighed, hvor han nu tjener.

                                                     Tjørnlunde den 14. juni 1779.      J. Borgen”

Sognepræsten besvarer henvendelsen ved at notere i skudsmålsbogen, som vi må antage, at Jørgen selv overbringer:

”Anmeldte Jørgen Nielsen Wibe, som her er konfirmeret, communicerede sidste gang ved Mortens dags bord a. p. Om ham er mig intet vitterligt, som kan hindre hans altergang anden steds

Kirke Hyllinge den 21. juni 1779. H. P. Pohlman.”

Næste gang Jørgen forlader Tjørnlunde gods, synes han at have anmodet om at måtte tage til København. Han får denne tilladelse, men ikke uden betingelser:

”Her tilhørende Jørgen Nielsen Wibe, som nærværende ikke behøves på godset, har tilladelse igen at tjene hos brygger Wedeche i København så længe, indtil hans tjeneste på godset behøves, og han straks at indfinde sig beordres.

Tjørnlunde den 18. juli 1782.   J. Borgen.”

Igen vandrer han til præsten for at få dennes påtegning:

”Den 8. søndag efter Trinitatis indeværende år var herværende Jørgen Nielsen Wibe her i Rye kirke sidste gang gæst ved den hellige nadver, iøvrigt mig intet om ham bekendt til hindring for hans altergang anden steds.

Rye præstegård den 22. juli 1782.   Mathiesen.”

Vor tipoldemor, Ingeborg Simonsdatter, har ligeledes tilbragt sin ungdom som tjenestepige på kommunitetets gårde, hvor hun formentlig har tjent sammen med sin tilkommende mand. Hun har næppe været underkastet det strenge stavnsbånd, da hun ses selv at vælge opholdssted. Alligevel er det vigtigt for hende at få sin husbonds og præstens skudsmål med på vej.

”Herværende Ingeborg Simmuns Datter, som sidst tjente gårdmand Anders Sørensen i Eibye, her under Rye gods, men til sidst afvigte uge har forladt sin tjeneste og antaget en anden i København. Ville højlærde velærværdige hr. Mathiesen sognepræst til Rye og Sonnerup menigheder herpå behage at meddele attest hendes ærligheds sag, da hun er forlovet (forlenet?) med et godt rygte fra førmeldte sin husbond og mig, og meddel (hvad) medkristelig og sømmelig om hendes opførsel er bekendt.

Ryegård den 8. juni 1781.   J. J. Reinet?”

Sognepræsten besvarer anmodningen med påfølgende påtegning i skudsmålsbogen:

”Herværende pige Ingeborg Simonsdatter var sidste gang den 3. advent en gæst ved Herrens bord her i menigheden, ligesom der ikke hvad hendes levneds sømmelighed angående noget ukristeligt eller uanstændigt om hende er bekendt.

Rye præstegård den 9. juni 1781.  Mathiesen”.

I 1700-tallets første halvdel havde pest og landbrugskrise bragt hele landbostanden på knæ, bønder såvel som godsejere. Børn og gamle døde af sult. Forhen velstående familier forarmedes og splittedes. Man søgte bort fra de hårdest ramte egne. Dette satte myndighederne en brat stopper for ved stavnsbåndets indførelse 1733, der betød, at unge i den arbejdsduelige alder ikke måtte forlade det gods, hvor de var født.

Heri må vi se årsagen til, at mange af Vibe-slægten århundredet igennem boede i et snævert begrænset område: Rye, Kirke Hyllinge og Sæby sogne. Den førstfødte søn har kunnet overtage hovedgården som forvalter, bondefoged eller gårdmand, mens yngre sønner måtte nøjes med usle fæstegårde og husmandssteder, uden mulighed for at søge bort eller købe sig fri af stavnsbåndet.

Først ved dettes ophævelse 1784 kom der skred i bondebefolkningen. Man kunne igen følge eget initiativ og tage ophold, hvor nye muligheder tilbød sig. Der skete nu en betydelig udvandring fra Roskilde-egnen til andre steder i landet. I dette lys må vi se den unge Jørgen Nielsen Vibe’s forsøg på at finde ny beskæftigelse i København og derved blive i stand til at gifte sig med sin fæstemø Ingeborg Simonsdatter fra hjemegnen ved Egby.

Jørgens første plads var hos brygger Wedeche, som han med tilladelse senere vendte tilbage til. Først ved stavnsbåndets ophævelse kunne han helt forlade godserne og tage fast arbejde i København. En folketælling 1787 oplyser, at han på det tidspunkt var 33 år. Han må således være født 1754 og have været 29 år ved ægteskabets indgåelse 1783 og 38 år, da han omkom ved skibsulykken. Da han ikke selv var til stede ved folketællingen, kan alderen være forkert opgivet.

Hvor skal vi nu finde forbindelsen til Rye-egnens øvrige Viber, som under stavnsbåndet har været stedbundne her?

Den bedst kendte og ældste er Peder Jørgensen Vibe eller Wibe, bondefoged i Egby, hvis familie jævnlig optræder i Rye kirkebog. Ved kopskattens beregning 1704-05 opføres han mellem Egbys gårdmænd under Københavns kommunitet. Han har da kone, 2 karle, 2 drenge og 2 piger og synes således at være en af egnens velstående bønder. Den 27. a.Trin. 1705 vies han til Margrethe Nielsdatter. Den 12. post Trinitatis 1710 døbes Peder Vibes barn Jørgen og holdes i dåben af mandens søster fra Allersløf. Peder Vibe dør 1747 og afløses af Jørgen Pedersen Vibe, der ifølge kommunitetsgodsets skifteprotokol overtager kommunitetsgården.

Navnene Peder, Jørgen, Niels, Søren, Christen og Hans bliver trofast opkaldte i de forskellige Vibe-familier. Første søn opkaldes efter drengens bedstefar med faderens navn som mellemnavn hvorefter slægtsnavnet. Dette hævdvundne træk gør det muligt at slutte sig til faderens og bedstefaderens navne, selv om disse ikke findes nedskrevne. Ved at regne en generation til 30-40 år kan vi også slutte os til, hvornår omtrent de må være født.

Vi kan herigennem drage den slutning, at der i sidste halvdel af 1600-tallet må have levet tre mænd på Rye-Roskilde-egnen, der formodentlig har været brødre: Peder Jørgensen Vibe, Morten Jørgensen Vibe og Jens Vibe. De må være fødte omkring 1670.

For de to kender vi mellemnavnet Jørgensen, hvoraf kan sluttes, at deres far har heddet Jørgen Vibe, født omkring 1620-40.

Fra Morten Jørgensen Vibe nedstammer Roskilde-Viberne, en stor slægt udgået fra Roskilde-egnen med udløber til Bornholm.

Om Peder Jørgensen Vibe ved vi, at han 1705 sad på en af kommunitetets gårde i Egby. Han havde en søster boende i Allerslev, kun 10 km fra Vindinge, hvor der 1575 (to-tre generationer tilbage) boede en gårdbruger ved navn Jørgen Vibe. Denne Jørgen er det sandsynlige bindeled til de ældre Vibe-slægter. En skønne dag finder vi vel også de savnede mellemled.

Jens kan vi slutte os til derved, at navnet trofast er genopkaldt. Han må have levet samtidig med Morten og Peder. Det er også sandsynligt, at hans far har hedt Jørgen, der også er pligtskyldigt opkaldt.

Der forekommer rimelig grund til at antage Jens for at være den, der går videre i den sønderjyske linie. Han har haft 3 sønner: Jørgen, Niels og Hans, der hver især har en søn ved navn Jens, opkaldt efter sønnens bedstefar.

Niels har foruden sønnen Jens Nielsen Vibe endnu 2 sønner: Niels og Jørgen. Sidstnævnte er vor tipoldefar.

Her vil det være på tide at opstille en sandsynlig stamtavle, der dog nødvendigvis må indeholde en række spørgsmålstegn, bl. a. ved vi endnu ikke, hvor vi skal henføre forskellige spredt opdukkende Viber i de nærliggende sogne Kirke Hyllinge og Sæby.

Til bod for sin og sine forfædres sjæle

Prøver vi nu at føre slægtens spor endnu længere tilbage, bevæger vi os på usikker grund, idet vi ikke uden videre kan springe over 2-3 manglende generationer, hvor tråden er kappet mellem slægterne, og hvor måske kun navnet Vibe er fælles.

Omkring 1470 levede en mand ved navn Jens Vibe, som førte et våben med en hvid vibe i blåt felt. Han havde fem sønner, hvoraf Erik og Svend blev munke i Viborg. En tredje har heddet Mikkel. De to sidste kendes ikke. Mikkel havde sønnerne Niels, Jens og Christian.

Mikkelsønnerne må have haft deres virke i sidste halvdel af 1500-tallet. Niels er kun kendt under navnet Niels Mikkelsen, mens de to andre er kendte som Jens Mikkelsen Vibe og Christian Mikkelsen Vibe. Sidste boede på Lægård ved Holstebro.

Christian Mikkelsen Vibe havde flere sønner, hvoraf en hed Mikkel Vibe (1565-1624). Han var borgmester i København under Christian IV. Hans søn Peder Vibe til Gerdrup (1596-1658) tilbragte en årrække i Frankrig, hvor han 1634 adledes af kong Lugvig XIII. Fra ham nedstammer en stor slægt af betydelige mænd i Danmark og Norge, hvis adelige linie endnu lever i Norge under navnet de Vibe, og hvis slægt er udførlig beskrevet i Danmarks Adels Ordbog 1948.

Niels Mikkelsen (Vibe) nævnes 1573 og 1579 som præst i Tyregod, Jylland.

Jens Mikkelsen Vibe (1530-94) var rådmand i København.

Tager vi navn og tid i betragtning kan den føromtalte Jørgen Vibe, hvorom Cancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold 1571-75 beretter, at han 8. oktober 1575 brugte en gård i Vindinge, som hørte under ”Vor Frue Klosters Gods” i Roskilde, have været en nær slægtning, eventuelt en af Jens Vibes endnu ukendte to sønner.

De fire navne Christian (Christen), Niels, Jens og Jørgen findes jævnlig opkaldt i Rye-Viberne, hvorfra den sønderjyske linie udgår. En af disse fire kan derfor med rimelighed formodes at være vor stamfader. I så fald må vi anse bondemanden fra Vindinge som den mest sandsynlige, eftersom han var jordbruger nær Roskilde og Rye, det fælles centrum for Roskilde-Viberne, de sønderjyske Viber og den bornholmske Viber. Men hvor finder vi de 2 manglende generationer? Præsten Niels i Tyregod er også en mulighed.

Under vor søgen efter fjerne slægtninge endnu længere tilbage i tiden bevæger vi os langt ude på ønskedrømmenes og fantasiens overdrev. Navnet mødes nu og da prentet i gamle håndskrifter, men der er langt mellem tid og sted. Snart finder vi en Vibe i Jylland, snart på Lolland eller Sjælland, mens de synes at være fløjet uden om Fyn. Måske har de kun navnet tilfælles, men herom ved vi intet.

Omkring 1386 boede, ifølge ”Repertorium Diplomaticum Regni Danici Mediævalis” et ægtepar i Roskilde ved navn Jacob Vibe og Margareta, der synes at have været folk af stand og formue.

Et århundrede længere tilbage læser vi i ”Danmarks Riges Breve”, at Bonde Vibe 1293 afstod patronatsretten til Tjæreby kirke til St. Peders Kloster i Næstved. I Næstved Kloster Registratur står at læse: ”Bonde Vibe gør som andre, idet han giver og overdrager Klostret al den Patronatsret, som tilkom ham fra Arilds Tid”.

Denne korte meddelelse har mere end almindelig interesse, idet vi her nærmer os den tid, som den norske tradition vil føre Vibe-slægten tilbage til. Ved ”Arilds Tid” forstod man urgammel tid fra før nogen kunne huske, hvilket kan sættes til 2-3 generationer. Det er derfor sandsynligt, at også Vibe-navnet går tilbage til arilds tid, hvorved Valdemar Sejrs korstog mod de stakkels estlændere 1219 kommer inden for rækkevidde. Ved samme lejlighed er det, at vor danske tradition lader dannebrog falde ned fra himlen 15. juni, en lejlighed, som Valdemar Sejr benytter til at indstifte dannebrogsordenen.

Men hvilken tilknytning har Bonde Vibe haft til Tjæreby kirke? Patronatsretten (jus patronatus) tilkom i den katolske tid den godsbesidder, der havde opført kirken eller betragtedes som dens ejer. Kirkepatronen disponerede over kirkens indtægter og oppebar en del af den tiende, som sognemændene havde pligt til at yde kirken. Ligeledes ansatte han præsten, holdt kirken vedlige, foretog nybygning, ombygning og udsmykning på eget initiativ. Ofte modtog kirken betydelige testamentariske gaver, især de kirker, der kom i klostrenes besiddelse. En kirke kunne således være en særdeles indbringende forretning for dens patron, idet munke, præster og biskopper ideligt opfordrede svage og ældre mennesker til at tiltuske sig deres sjæls frelse ved at bortgive af deres jordiske gods til kirken og klosteret – og i ny og næ lidt til syge og fattige.

I dette lys bør ses Bonde Vibes overdragelse af patronatsretten til Tjæreby kirke til St. Peders kloster i Næstved (det senere Herlufsholm). Han var dog ikke ene om at besidde kirken, men havde den i fællig med kong Erik Glipping, ridder Jens Baardsen, grev Henrik af Gleichen og herr Oluf Tagesen.

Af disse mænd nævnes Oluf Tagesen ofte som kong Erik Glippings og kong Erik Menveds ledsager på embedsrejser og er medunderskriver på kongelige forordninger. Også grev Henrik af Gleichen og ridder Jens Baardsen optræder flere gange i håndskrifterne, mens Bonde Vibe kun nævnes denne ene gang. For dem alle har det åbenbart været magtpåliggende at stå sig godt med det stadigt mere indflydelsesrige St. Peders Kloster, hvis mænd rådede over deres sjælefred.

Kong Erik Glipping, der indskrev sig udødelig berømmelse i Danmarks historien ved at blive myrdet i Finderup lade under en jagtudflugt 1286, havde i tide sikret sig klosterets og himlens velvilje ved allerede 1284 at overlade St. Peders Kloster sin del af patronatsretten til kirken i Tjæreby. Næstved Kloster Registratur anfører herom:

”Kong Erik gav os til Bod for sin og sine Forfædres Sjæle hele Patronatsretten og overdrog os den med fuld Ret at vare til evig Tid – dog med bevarelse af Stiftsbispens Ret – idet han pålagde Sognemændene, at de for Fremtiden ikke måtte svare nogen anden end os med Hensyn til Indtægterne.  1284”.

Herefter lå det biskop Ingvar af Roskilde meget på sinde at få Tjæreby kirke helt anerkendt som tilhørende St. Peders Kloster, og han opfordrede ligeledes sognemændene ved Tjæreby kirke til at svare klosteret ”og ingen anden for Indtægterne og Udbyttet af nævnte Kirke”.

Det ser imidlertid ud til, at kirkens øvrige patroner kun nølende har fulgt kong Eriks eksempel, efter som herr Oluf Tagesen og ridder Jens Baardsen først overdrog klosteret deres rettigheder 1291, efterfulgt af grev Henrik af Gleichen og Bonde Vibe 1293 – uden tvivl med den forudsætning derved at tiltuske sig ”bod for egne og forfædres sjæle”.

Fra 1293 er der endnu et spring tilbage til Valdemar Sejrs korstog mod Estland 1219, som traditionen vil føre Vibe-slægten tilbage til. Det var ridderskabets tid, hvor et erobringstogt fik kirkens velsignelse ved at proklameres som korstog i kristenhedens hellige navn. Stormænd, der med hest og sværd deltog i korstoget, kaldtes korstogsriddere. Som særligt korsfarertegn kunne de bære en signetring med slægtens våben og over dette ridderhjelm og det kristne korsfarerkors.

Det må være en sjælden gunst af skæbnen, at en sådan korsfarerring, en signetring i guld bærende et våben med fuglen vibe, endnu findes i Vibe-slægtens eje, nedarvet gennem så mange generationer, at dens alder og oprindelse længst er glemt. For en snes år siden, godt og vel, fik jeg denne ring forevist af et medlem af Roskilde-Vibe-linien, tegneren Paul H Winther (Vibe på mødrene side), der overrakte mig et aftryk i rød lak  ”med venlig Hilsen Deres fjerne Slægtning Paul H. Winther”.

Ringen bærer et skjold med en vibe stående på en tue og over denne en ridderhjelm og korsfarerkorset. Ringen blev af Winther senere foræret til et medlem af den norske de Vibe-linie, mens jeg selv har en kopi af originalen.

Dorte (f 1973 i Århus og d 1996 i Ørnhøj mellem Holstebro og Herning)

Kasper Benjamin (f 1980 i Ny Hammersholt ved Hillerød)

Preben (1949?) . Gift med Inger. Børn:

Rune (f 1974). Gift med Karen Louise)

Simon (1981?)

Heine (1985?)

Niklas (1994?)

Der er kolossalt mange nyere Viber.  Det er helt uoverkommeligt.

Sidst redigeret i Haslev  23/6-2002 af Niels Jørgen Wiwe.